Ugens anbefaling

'Long Island' af Colm Tóibín

Underspillet irsk roman du bærer med dig længe efter sidste side er vendt

Af Minna Haddar

Hvad handler bogen om?

’Long Island’ er efterfølgeren til Colm Tóibíns storsælgende og filmatiserede ’Brooklyn’ fra 2009.

’Brooklyn’ handlede om den en unge irske kvinde Eilis som rejste til Amerika og giftede sig med italienske Tony.  I Irland efterlod hun hele sin familie og Jim, en ung mand hun nærende varme følelser for. 

Nu er det midten af 1970'erne, og Eilis har fundet et fast ståsted i Amerika. Hun er bogholder og har to skønne teenagebørn med Tony, som hun stadig elsker. Eilis forlod Irland delvist for at undslippe sladderen i sin lille hjemby, men nu befinder hun sig i en lille lukket samfund på Long Island, omringet af sin anmassende svigerfamilie. 

Hvorfor skal man læse bogen?

I starten af ’Long Island’ dukker en fremmed mand op ved Eilis hoveddør og informerer hende om, at hans kone er gravid, og at han vil bringe barnet til Eilis, når det er født. Hvorfor? Fordi barnefaderen er Eilis' mand, Tony. Eilis, som ellers er et stille gemyt, rejser prompte hjem til Irland for at tænke sig om. 

Her får hun lejlighed til genoverveje sine drastiske ungdomsvalg og måske få en ny chance udi kærligheden. Det er i tavsheden og i det usagte, i de glødende antydninger og bekymrede blikke, at ’Long Island’ er stærkest. 

Hvilke andre bøger minder bogen om?

Den er ligeså god og  letlæst som ’Brooklyn’ og underholdende som en film. Men der er ægte litterært gods i romanen og man forlader dens univers med vemod.