Ugens anbefaling

'Ventetiden' af Michael Connelly

Godt gedigent plotarbejde i det kriminelle LA

Af Simon Brørup

Hvad handler bogen om?

Det stærke plot er nærmest et varemærke for den amerikanske krimiforfatter Michael Connelly, der har Raymond Chandler som et af sine store forbilleder. 

Den journalistuddannede Connelly er især kendt for detektiven Harry Bosch og ligeså Limousineadvokaten Mickey Haller, begge karakterer er omdannet til både film og tv-serier. 


Den seneste bog fra Michael Connelly hedder ’Ventetiden’ og ud over at det kan være en prøvelse at vente på sin biblioteksreservering – så mere end antyder titlen også, at det kræver en god portion tålmodighed at operere som leder og detektiv i LAPD-afdelingen for kolde sager, en rolle som varetages med tricks og snilde af bogens hovedperson Renée Ballard.

’Ventetiden’ er sjette bog i serien om Ballard, hvor også førnævnte Harry Bosch medvirker som karakter. Man kan både stige ombord her eller starte med den første bog, hvor Renée Ballard introduceres, nemlig ’Nathold’ fra 2018.

Hvorfor skal man læse bogen?

Fælles for alle bøgerne, er både det velsmurte sprog og forfatterens sikre vægtning af tempo og den fremadskridende handling. Det er simpelt hen flydende og effektivt skrevet med dialoger, der flettes ubesværet ind i romanen. Hertil får man også et vældig godt indblik i den kvindelige opklarer Ballards refleksioner og overvejelser i et mandsdomineret politikorps.

Samlet set kan man kalde ’Ventetiden’ en klassisk Connelly, hvor beskrivelserne af Los Angeles fremstår troværdige og i det hele taget giver en realisme til læseoplevelsen. 

Hvilke andre bøger minder bogen om?

Hvad enten du er læser i eller uden for krimigenren, så formår Ballard og Bosch-bøgerne at indvie dig i fortællinger med dybde, eftertænksomhed og frem for alt et righoldigt portræt af politiet og efterforskningsuniverset fra Englenes By – Los Angeles. 'Ventetiden' er et virkeligt stærkt skud på stammen i krimier fra Connollys hånd. Og den har alle de gode egenskaber der kendetegner Ballard og Bosch-serien.

God fornøjelse med ’Ventetiden’!